Rigsrevisionen og statsrevisorerne afgiver hvert år mange beretninger til Folketinget om administrationen i ministerier og styrelser. I juni 2001 afgav man en om ”Kraftvarmesagen”, der handlede om bl.a. elværkernes betaling af energiafgifter til Staten. Beregningen var efter Skatteministeriets opfattelse forkerte, hvorved Staten skulle have mistet ca. 5 mia. kr. i indtægt.

Ministeren antog et advokatfirma til at vurdere, om der var grundlag for et disciplinæransvar mod de implicerede medarbejdere. Statsrevisorerne bad også Rigsrevisionen om at undersøge sagen. Det lykkedes ikke advokaterne at komme til bunds i sagen. Dette fik en særlig betydning for de undersøgelser, som ministre sætter i gang mellem år og dag – ofte efter krav fra Folketinget:

Advokatundersøgelser blev i realiteten afskaffet. I beretningen udtalte revisorerne bl.a.: ”Rigsrevisionen finder, at det i flere sager har vist sig, at komplekse og langvarige advokatundersøgelser, hvor de berørte ikke har mulighed for at komme til orde, frembyder problemer af både effektivitetsmæssig og retssikkerhedsmæssig karakter”. Det betyder i klart sprog, at statsrevisorerne har påbudt ministrene at tænke sig vældig godt om, før de benytter advokatundersøgelser og helst lade være. De væsentligste indvendinger mod dem er, at oplysninger ikke kan skaffes ved at afhøre vidner eller kræve dokumenter fremskaffet..

Bedømt efter referater, der af og til forekommer i dagspressen, sker det alligevel, at en minister antager advokater til at se på en sag. Det ville være interessant, om regeringen ville oplyse, hvilken politik, man har mht. undersøgelser. Nedsætter man helst ikke de undersøgelseskommissioner, der kan etableres efter en lov fra 1999? Og er man på vej til at flytte grænserne for Rigsrevisionens opgaver ud over finansiel revision og forvaltningsrevision?

Det er åbenbart, at krav fra oppositionen om undersøgelser anvendes mere og mere som et politisk instrument, når der afdækkes ”skandaler”. De store undersøgelseskommissioner tilfredsstiller imidlertid ikke kritikernes behov for at se hurtige konklusioner, der ”får konsekvenser” for ministre, embedsmænd osv.

Vi har indtil nu haft tre kommissionsundersøgelser: om TDC-skattefradraget (tog 2 ½ år), Dan Lynge sagen (3 år) og Farum-kommissionen, der blev nedsat i august 2003 og antagelig først kan slutte sit arbejde i 2009 på grund af straffesagerne om de samme forhold. Det siger sig selv, at disse kommissioner også medfører store omkostninger.

Så er der Rigsrevisionen. Den har en særlig position med referat til statsrevisorerne, til Folketinget og ministrene. Kun statsrevisorerne kan anmode Rigsrevisor om at foretage undersøgelser. Rigsrevisionen udfører – sagt i store træk – finansiel revision og forvaltningsrevision. Det sidste sker efter principper for sparsommelighed, produktivitet, effektivitet og kvaliteten af den økonomiske styring. Man må gå ud fra, at alle aktiviteter skal tjene et formål, der dækkes af disse to former for revision. Rigsrevisionen bør derfor ikke kunne ”bestilles” til at lave undersøgelser, der bedre kan udføres af specialister eller konsulentfirmaer. Imidlertid er der tegn på, at man er på vej til mere systematisk at sætte Rigsrevisionen til at undersøge ”skandaler”, selv om den ikke altid er den rigtige til at foretage undersøgelse af statslige institutioner

Det er der flere grunde til: I tilfældet Danmarks Radio afviste man at være inhabil. Det er ikke megen diskussion værd. Det turde være oplagt, at der er en sammenblanding af funktioner, hvad enten en revision først har undersøgt på sit lovbestemte område og derefter reviderer eller omvendt.

En helt anden relation fortjener at nævnes: Rigsrevisionens og dermed Statsrevisorernes beretninger kan ”slå hårdt” internt i den institution, der kritiseres. Heri er der en modsætning: man hører måske nok, hvad den pågældende statsinstitution har at sige ”til sit forsvar”, men det behøver ikke at sætte sig spor i revisionens opfattelse. Som det er sagt i en anden afhandling om disse spørgsmål: ”Endnu er den minister eller embedsmand vist ikke set, som nærer lyst til at lægge sig ud med den statslige revision”.

Hvis Rigsrevisionen skal erstatte advokatundersøgelserne, kommer man i samme situation som advokaterne: den kan heller ikke gennemtvinge afhøringer eller aflevering af materiale.

Rigsrevisionen kan ikke være ekspert på alle områder, heller ikke på de statslige styrelsers ansvarsområde, selv om man af og til begiver sig ind i den substans. Der er jo en grund til, at der er fagfolk i spidsen for f.eks. kommissionerne og ved granskning af aktieselskaber.

Hvad kan man så gøre? Lade Rigsrevisionen passe sin dont i stedet for at placere den ene affære efter den anden i dens arbejdsprogram og finde en helt ny metode til undersøgelser, som har de bedste egenskaber fra dem, der ikke kan benyttes i dag.