Miljøminister Connie Hedegaard i Berlingske Magasin den 15. marts 2007

”Men paradoksalt nok vokser tværtimod mængden af sager og spørgsmål, hvor Folketinget er nede i småtingsafdelingen, og det har konsekvenser. Thi jo mere Folketinget begraver sig i utidig detailregulering, des mindre tid bliver der alt andet lige til det, der nu en gang ikke er andre end regering og Folketing til at tage sig af.

Derfor må Folketinget udvise større selvdisciplin i forhold til at forhindre, at et hvilket som helst problem et hvilket som helst sted i Danmark gøres til et nationalt politisk anliggende. De fleste kan se, at det er uholdbart – og alligevel producerer vi til stadighed nye eksempler. Fælledgården er i den sammenhæng arketypisk.Et enkelt TV-indslag fik Christiansborg til at gå i selvsving, selv om det jo burde være Københavns Rådhus, der var blevet gjort ansvarlig for forholdene. Altså Ritt og hendes hold frem for Fogh og hans hold.

Men vé den MF´er endsige den minister, der, når musikken spiller og forargelsen er vakt gennem de stærke TV-sekvenser , vist i bedste sendetid, melder hus forbi. Nej, her er det uudtalte krav, at det gælder om at vise handlekraft og vel at mærke gøre det prompte. Også selv om ingen ved, om sagen er generel eller blot udtryk for, at fejl og svigt forekommer. Også selv om ingen er helt sikre på, hvad problemet er, og derfor ikke er helt sikre på, hvad der meningsfuldt kan gøres”,
 

 

 

 

 

 

 
 

©2007 Eigil Mølgaard - em@eigilmoelgaard.dk